23948sdkhjf

Dansk topchef trækker i Adidas-trøjen

Adidas-aktien skød i vejret, da det mandag kom frem, at Kasper Rørsted fra Aarhus fra oktober kan kalde sig topmand i den globale milliardforretning Adidas.
Et af verdens bedst kendte varemærker, sports- og fritidstøjskolossen Adidas, får en dansker som absolut topmand.

Han har rødder i Aarhus og nærer stadig kærlighed til byens hold, AGF. Men Danmark er for længe siden blevet for småt for ham.

Det er den 53-årige Kasper Rørsted, der fra 1.oktober kan knytte endnu et imponerende kapitel til sit cv.

Efter opvæksten i Aarhus blev Kasper Rørsted uddannet på Niels Brocks Handelsakademi i København. I et interview med Berlingske Business i august 2015 fortalte han, at han langt fra var en mønsterelev.

Tennis og byture lokkede mere end hårdt arbejde. En tradition med at tage på sommerlejre i USA ændrede dog alt. Her oplevede han den amerikanske konkurrencementalitet, der fascinerede ham.

Rørsted, der beskrives som en bramfri person, der taler uden omsvøb og har let til smil, så sig aldrig tilbage. Karrieren tog fart, kulminerende med ansvaret for computervirksomheden Hewlett Packards forretning i Europa, Mellemøsten og Afrika fra 2002.

I 2004 fik Kasper Rørsteds karriere sin indtil videre største kindhest, da han pludseligt blev fyret.

- Hovmod stod for fald. Jeg havde præsteret fantastiske tal, men jeg troede, at jeg som europæisk chef kunne tillade mig at repræsentere noget andet end firmaet. Men firmaet vinder altid, sagde han i 2015 til Berlingske Business.

Efter nedturen kom en topstilling hos tyske Henkel, hvor han tiltrådte i 2005. I 2008 blev han administrerende direktør for hele koncernen.

Henkel er en enorm koncern, der sælger alt fra skønhedsprodukter til lim og vaskepulver. Kaper Rørsted ledte koncernen gennem finanskrisen og den økonomiske krise i Europa med succes.

Både omsætningen og resultaterne steg trods krisen, og i december blev han valgt til Tysklands bedste topchef i en større undersøgelse.

Nu står endnu en udfordring for døren for Kasper Rørbæk, når han sætter sig for bordenden hos Adidas.

Her skal han styre små 60.000 ansatte, en omsætning på 14,5 milliarder euro og et brand, der er blandt verdens 100 mest værdifulde ifølge Forbes.

/ritzau/
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096